I sin seneste historiske roman, Hundedage, beskriver den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson en højst farverig, autentisk person kaldet ’kongen af Island’, den danskfødte Jørgen Jürgensen, der i sin omtumlede færd på verdenshavene kommer så langt bort som til Tasmanien, men også til Island, hvor han i 1809 foranstalter en revolution mod den danske myndighed på øen og for en periode på to måneder bliver Islands – første, eneste og selvudnævnte – konge.
»Man kan ikke digte ham op,« siger Einar Már Gudmundsson om den ustyrlige skikkelse, der efter eventyret på Island bl.a. udvikler spillegalskab og tilbringer flere år i fængsel. Jørgen Jürgensen var en så uregerlig fantast, at digteren ikke behøver at lægge noget til, men blot kan formidle livshistorien.
Gudmundsson fortæller om kongen af Island under et besøg i København, der er en del af hans aktuelle danmarksturné med Hundedage som omdrejningspunkt.
Men det er umuligt – også for forfatteren – ikke at drage paralleller til disse dages politiske og demokratiske drama på Island i kølvandet på lækagen af Panama-papirerne om internationale skattely. Islands statsminister indtil onsdag, Sigmundur Gunnlaugsson fra Fremskridtspartiet, deler visse træk med kongen af Island.
Statsminister Gunnlaugsson har tilsyneladende haft en forestilling om at kunne gå på vandet – han har fundet det moralsk legitimt med et arrangement, ordnet i 2007 af Panama-advokaterne Mossack Fonseca, hvor han og hans hustru placerede et større millionbeløb i et skuffeselskab, Wintris Inc., med panamanske proforma-direktører og adresse på De Britiske Jomfruøer, et selskab, som for nogle af parrets islandske millioner købte obligationer i de tre islandske storbanker, som i oktober 2008 gik konkurs med et brag efter et ustyrligt låne- og investeringseventyr.
Det efterlod parret som kreditorer i bankernes konkursbo – samtidig med, at Gunnlaugsson som nyvalgt partiformand fra april 2009 og som statsminister fra 2013 har arbejdet politisk for regler for konkursboet og kreditorerne, som bl.a. ville komme Wintris’ ejere til gode. Alt sammen ifølge de islandske medier uden at offentliggøre sit arrangement i skattelyet.
Da statsministeren efter Panama-lækagen forleden blev konfronteret på islandsk tv med historien, fandt han det legitimt at rejse sig i vrede og forlade interviewet for rullende kameraer.
Og da han tirsdag efter politisk tumult af politiske iagttagere blev erklæret »færdig« som statsminister, udsendte han en pressemeddelelse om, at han blot »holder pause« på ubestemt tid.
Fantast
Der er ikke ført bevis for, at Gunnlaugsson har gjort noget ulovligt. Ej heller når det gælder de øvrige politiske ledere, der er nævnt i Panama-papirerne i sammenhæng med Mossack Fonseca – finansminister og formand for koalitionspartneren Selvstændighedspartiet Bjarne Benediktsson, indenrigsminister Olöf Nordal, partidirektør for Fremskridtspartiet Hrolfur Ölvisson.
Pointen er, at Sigmundur Gunnlaugsson som en anden konge af Island tilsyneladende har følt sig hensat til et særlig priviligeret univers for en politisk-økonomisk elite med andre moralske normer og spilleregler end dem, der gælder for almindelige mennesker.
»Han er en fantast. Men en fantast på en anden måde, for jeg mener, at fantaster ofte har progressive elementer i sig,« siger Einar Már Gudmundsson og nævner Cervantes’ Don Quixote, der ville redde verden – en skikkelse fra den litterære verden med fantastadfærd i idealistisk forstand.
»Det samme kan man ikke sige om statsministerens opførsel. Han repræsenterer et koldt system, som prøver at forsvare sig.«
– Er han måske bare en sidste rest af det system og den mentalitet i islandsk økonomi og politik, som førte et lånebaseret, finansielt forretningsimperium og selve nationens økonomi i afgrunden ved finanskrisens start og blev smidt på porten af et rasende folk?
»Det system døde aldrig. Under den islandske kasserolle-revolution i 2009, og det regeringsskifte, der fulgte, blev der lovet store reformer, også af grundloven, men det magtede man ikke at fuldføre.«
»Folk har ikke troet, at systemet i så afgørende grad var det samme, som det nu har vist sig at være,« siger forfatteren og forklarer dermed den voldsomme vrede og skuffelse i den islandske befolkning efter Panama-afsløringerne.
Vreden er ikke blevet mindre af, at det ifølge Einar Már Gudmundsson er blevet kendt, at de millioner, som parret Gunnlaugsson tilbage i 2007 puttede i skuffeselskabet på De Britiske Jomfruøer, stammer fra salget af en Toyoto-importforretning, som parret havde arvet.
Bilforretningen blev angiveligt købt til overpris for penge lånt i en af de islandske banker af en finansmatador, som gik konkurs, da finansboblen brast, ligesom banken gjorde det.
»Så millionerne fra banken til parret Gunlaugsson kom måske i sidste ende fra mennesker, som havde arbejdet hele deres liv og sat opsparingen ind på en bankkonto. Penge som forsvandt, da bankerne gik ned,« siger Gudmundsson.
Protesterne
»Med de aktuelle afsløringer oplever man så, hvordan nogle mennesker i dag har masser af penge i skattely, mens gamle mennesker på hospitalerne må sove på gangene.«
Hver dag siden lækagen har der været demonstrationer, hvor slag på gryder og kasseroller er taget i brug på ny – den største demonstration talte over 22.000 islændinge foran Altinget og blev dermed, med ca. syv pct. af befolkningen som deltagere, den største i nationens historie.
Meningsmålinger viser samtidig, at den sammenlagte opbakning til de to regeringspartier – Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet – er faldet fra godt 50 pct. af stemmerne ved det seneste valg i 2013 til 29,5 pct. ved en måling onsdag, mens Piratpartiet, der i 2013 kom ind med 5,1 pct. som et helt nyt protestparti med en smal dagsorden om frihed på internettet, nu ifølge meningsmålingerne står til at blive Islands største parti med hele 43 pct. af stemmerne.
81 pct. af vælgerne forlangte forleden ifølge Gallup den afgang for statsminister Gunlaugsson, som onsdag blev en formel realitet, da partifællen, hidtidig fiskeriminister Sigurdur Ingi Johannsson, af koalitionsregeringen blev udpeget som ny statsminister med løfte om et fremskyndet parlamentsvalg til efteråret. Oppositionen vil imidlertid ifølge The Guardian søge at få vedtaget en mistillidserklæring mod regeringen på mandag.
Moraliseringens begrænsning
»De involverede politikere siger hele tiden, at transaktionerne med Mossack Fonseca var lovlige, hvortil folk svarer, at de er umoralske. Men jeg stiller mig meget kritisk over for hele den moralske diskussion, hvor folket får lov at råbe og skrige, være skuffede og i choktilstand et par uger, hvorefter man glemmer det. Moralen tæller ikke som argument, der formår at lave systemet om,« siger Gudmundsson. Han mener, at kritikken i en vis forstand er sentimental og for let, hvis den ikke bevæger sig ud over den moralske vrede.
»Jeg bestrider ikke de moralske aspekter i sagen. Men skattelyene er jo et system, der er blevet konstrueret, og hvis det skal laves om, gælder det om at gennemskue sammenhængene i det, der foregår. Herunder det faktum, at eksisterende lovgivning bruges til at fastholde uretfærdigheder. Så vreden skal omsættes til konkrete reformkrav. Reformerne må ligge i at ændre lovgivningen, snarere end at udpege enkelte syndebukke såsom en afgående statsminister. Og reformer kommer kun, hvis der er et vedvarende engagement og pres.«
»Da vi fik en ny socialdemokratisk ledet regering efter kasserolle-revolutionen, blev der udstedt en masse løfter, mens folkemængden endnu var på gaderne. Men vreden forduftede, presset blev ikke opretholdt og løfterne ikke indfriet. Hvis vi således igen falder i søvn på vagten og taber tråden, sker der ikke noget.«
Einar Már Gudmundsson siger, at der er mange gode ideer og progressive folk i Piratpartiet, som nu vokser eksplosivt i meningsmålingerne. Det er bare ikke nok.
»Piratpartiet har ikke meget program. Det siger de jo selv. ’Vi kan diskutere tingene,’ siger de. Det er først og fremmest folkets mistillid til andre partier og politikere, der giver det den store opbakning.«
Populismen
– Mistilliden til eliten, det politiske establishment, ’systemet’ er jo ikke et specielt islandsk fænomen, men noget, der præger det meste af verden disse år. En sådan mistillid kan føre i mange retninger?
»Ja, der er nogle, der tilbyder nemme svar, mens andre har glemt, hvem de oprindeligt kæmpede for. Derfor danner mistilliden også grundlag for højrepopulismen. Populisternes fag er jo ikke at analysere sammenhænge, men med propaganda at mobilisere på utilfredsheden og mistilliden. Vi ser foruroligende valgresultater mange steder, men pointen er netop, at højrepopulisterne faktisk bliver valgt – og i USA kan Donald Trump blive præsidentkandidat og måske præsident med anvendelse af et minimalt ordforråd og ustandselige gentagelser,« siger Gudmundsson.
»Mistilliden er en umiddelbar reaktion, der som sagt kan føre i så mange retninger. Derfor må vi stille det krav til intelligentsiaen, at den sikrer oplysning i stedet for sentimentalitet.«
Den islandske forfatter synes, at samfundsdebatten om disse ting i dag er retningsløs.
»Det er de samme, der stadig har magten, og de har ikke andre svar på udfordringerne end at fortsætte med at puste bobler op. Det er den eneste vej ud af krisen, de kan tilbyde.«
Han påpeger, hvordan økonomerne med deres sprog har præget tænkningen i en meget lang periode.
»Ingen forstod dem, men vi lod alle, som om vi gjorde det, for ellers var vi dumme. Vi var blevet del af Kejserens nye klæder.«
»I virkeligheden er sammenhængene langt mere komplekse, og vi er måske inde i en hidtil ukendt fase i historien. Det er en meget farlig situation, men også en meget kreativ situation. Er der måske en revolution i gang?«
